Depressive symptomer og orthostatisk hypotension er risikofaktorer for uforklarlige fald blandt hjemmeboende ældre.

Et nyere prospektivt kohorte studie fra Australien, belyser de risikofaktorer, der er forbundet med uforklarlige fald blandt ældre hjemmeboende personer.
Deltagerne var 529 ældre bosiddende i bysamfund i og omkring Sidney.
Gennemsnitsalderen var 79,8 år, og kønsopdelingen var 52,2 % kvinder og 47,8 % mænd.
Deltagernes demografiske, helbreds- og medicinske baggrund blev indhentet og de gennemførte en kredsløbsundersøgelse, samt en undersøgelse af kognitiv og sensorimotorisk status ved baseline.

Fald blev registreret i dagbøger i 12 måneder.

Personer med uforklarlige fald (UF) var dem der rapportede fald på grund af bevidsthedstab, svimmelhed, eller ”pludselig befandt sig på gulvet”.

Af de 523 deltagere som stadigvæk deltog i studiet ved opfølgning, rapportede 238 (45.5%) et eller flere fald.; og 35 af deltagerne opfyldte definitionen på individer med uforklarlige fald.

Årsagen til uforklarlige fald var i højre grad på grund af orthostatisk hyportension og depression, end det var på grund af balancemæssige årsager.

Derudover havde flere af personerne med uforklarlige fald, skadevoldende fald.

Omkring 15% af personerne der deltog i studiet havde uforklarlige fald, som også i højre grad medførte skader.

Depressive symptomer og orthostatisk hypotension øgede risikoen for uforklarlige fald, hvorimod kognitive deficit, sensorimotoriske- og balancemæssige dysfunktioner ikke øgde risikoen(for UF).

Forskerne bag undersøgelsen anbefaler at fremtidig forskning i uforklarlige fald, bør undersøge om psykoterapi og fysisk aktivitet (mhp. forbedring af sindstilstand), medicingennemgang, non-farmakologisk terapi, behandling af orthostatisk hypotension og depression kan reducere risiko for uforklarlige fald blandt ældre personer.

Kilde: J Am Geriatr Soc. 2016;64(5):1073-1078. 
Jasmine C. Menant, PhD; Alfred K. W. Wong, MD; Julian N. Trollor, MD; Jacqueline C. T. Close, MD; Stephen R. Lord, DSc :Depressive Symptoms and Orthostatic Hypotension Are Risk Factors for Unexplained Falls in Community-Living Older People
 

Untitled Infographic (32)

De fleste fysioterapeuter kender testen “Timed Up and Go” også kendt som TUG-test.

TUG-testen går meget kort fortalt ud på, at personen der skal testes sidder på en stol og på tid skal rejse sig, gå 3 meter frem, vende rundt og gå tilbage og sætte sig. testen bruges ofte til at måle effekt af en træningsintervention, samt at screene for funktions nedsættelse og faldrisiko*.

Nu er der så kommet en ny teknologi på marked som benytter TUG-testen, kaldet QTUG ™.

Teknologien i  QTUG ™ (Quantitative Timed Up and Go) er baseret på 7 års forskning og er ifølge udviklerne klinisk valideret.

Teknologien er velegnet til objektiv vurdering af gangmønster og mobilitet, effektmåling, samt screening for faldrisiko, forringelser i mobilitet og skrøbelighed.

Teknologien består af 2 sensorer(en til hvert ben) og en enhed(tablet) som modtager data.

Ifølge udviklerne kan QTUG ™ give en detaljeret vurdering af mobiliteten, inklusiv alle faserne i TUG, herunder, stående, siddende, gang samt vending.

Man kan med teknologien, sammenligne data med en referencepopulation med middelværdier som alder og køn.

Bag QTUG står Kinesis Health Technologies Ltd som har base i Dublin, Irland.

Nysgerrig? så læs mere her

(* TUG kan ikke bruges til screening af faldrisiko som enkeltstående test.)

banner

 

Fald, specielt fremad kan øge risikoen for anslag mod hovedet, og risikoen øges yderligere hvis personen har nedsat muskelstyrke i overekstremiteterne og derfor ikke kan afværge.

Træning kan hjælpe, men der vil altid være nogen som ikke profitere eller er interesseret i træning.

Jeg kom engang hos en borger som faldt ofte og havde slået hovedet så mange gange at han til sidst begyndte at tage cykelhjelm på.

Det fik mig til at tænke på hvorfor der ikke fandtes nogle mere diskrete løsninger end en hjelm til at reducere risikoen for hovedtraume ved fald.

Så fandt jeg nedenstående video som præsenterer en airbagudløst hjelm til cykellister.

Man har den på som en form for tykt halstørklæde eller halskrave og producenterne har endda udviklet flere forskellige moderigtige “hylstre”.

Det er ikke løsningen for alle, og for nogle personer vil sådan en anordning kunne virke lige så indgribende som en hjelm, men det er en interessant ide, selvom den på nuværende tidspunkt er målrettet cykelister.

untitled-infographic (2)

Hvordan og hvor meget?

Når man designer et træningsprogram målrettet faldforebyggelse er der flere parameter man bør tage højde for.

Balancen

Medmindre der er tale om meget afkræftet personer med et stort muskeltab, bør træningen først og fremmest sigte mod at udfordre balancen i moderat til høj grad.

Træningen bør udfordre balancesystemet på i hvert fald tre måder:

 

  • Træning med en reducering af BOS – base of support(understøttelsesfladen). Eksempelvis stående med begge ben samlet, i tandem og stående på et ben.

 

  • Træning med fokus på kontrol af center of gravity – COG(tyngdepunktet). Eksempelvis stående og række ud efter noget, tyngdepunktsforskydning fra et ben til det andet, skridtafvikling eventuelt på et trin.

 

  • Træning med fokus på en reducering af overekstremiteten som støtte. Enten via øvelser som kan udføres uden støtte, eller hvor støtten er minimal. Eksempelvis en hånd i stedet for to hænder, en til to fingre i stedet for en hånd, osv.

Træningen bør selvfølgelig sigte på en tilpas udfordring af balancen, uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Dosis

Et andet parameter er selve træningsmængden. Flere studier påpeger et dosis-respons forhold, med cut-off på 50 timer.

  • Det anbefales derfor at træningsinterventionen er på mindst 50 timer og gerne mere. Dette kan planlægges som eksempelvis 2 timer ugentligt i 6 måneder.

Ude godt, hjemme bedre, ude og hjemme bedst

Træningen kan foregå I hjemmet eller på hold og bør tilbydes alt efter behov og personlighed. Holdtræning hvor der tilføjes ekstra hjemmetræning er en strategi der er blevet benyttet i nogle af de større studier med god effekt.

Raske skridt?

Gangtræning og gåture har mange sundhedsmæssige effekter og kan tilføjes til balancetræningen, men ikke på bekostning af balancetræningen.

Personer I høj risiko for fald, bør ikke benytte gang i højt tempo, da det muligvis kan øge raten af fald og der bør altid indgå en individuel vurdering om hvorvidt deltagerne kan gå sikkert.

Styrke

Styrketræning kan tilføjes i tillæg til balancetræningen, selvom studier ikke har kunne afgøre en forskel i effekten. Det skyldes muligvis en langsigtet effekt, som ikke er belyst på grund af studiernes forholdsvis korte forløb og opfølgning. Muskelstyrke er dog en vigtig risikofaktor for fald.

Use it or loose it

Desværre er vedligeholdende træning nødvendig for at kunne bibeholde de tilegnet færdigheder.

Derfor anbefales det at fortsætter træningen efter endt intervention.

Heldigvis er der mange muligheder for at fortsætte træningen, og det behøves ikke foregå i det lokale fitnesscenter.

Andre elementer der bør overvejes

Fokus på de sensoriske komponenter

Eksempelvis udfordre og inhibere synet, men også arbejde med synsstabilisering og synsintegrering.

Benytte underlag som udfordre somatosensorikken, samt bevægelser og øvelser der udfordre det vestibulære system.

Åndedræt

Mange personer kommer til at holde vejret under træningen – dette udløses sandsynligvis på grund af nervøsitet og koncentration. Derfor kan det være gavnligt at have fokus på åndedrættet. Både under træningen og eventuelt i form af afspændingsøvelser.

At komme op efter et fald

Nogle personer er ikke kun nervøse for at falde, men er også bekymret for om de kan komme op igen efter et fald.

Ved at tilbyde et sikkert forum, hvor hjælp og sikkerhed er tilstede, kan deltagerne/personen træne i at komme op fra gulvet. Der kan udforskes i forskellige og kreative måder det kan løses på og vil ofte give en øget selvtillid.

Vil du læse mere?

Så kan du starte her

 

untitled-infographic (1)

Balance og fald blandt ældre

Balancing acts, safe landing responses, and impact dynamics: how to avoid injury in the event of a fall

Nedenstående video er fra et foredrag(2008) af Stephen Robinovitch, som er professor på Simon Fraser Universitetet(SFU) i Canada.

Han forsker i biomekanik, kraftpåvirkninger og bevægelsesmønstre med henblik på at forebygge og minimere faldrelateret skader.

Stephen og hans kollegaer forsøger, med deres undersøgelser at skabe en forståelsesramme for hvilken risikofaktorer der er forbundet med faldepisoder, og de har et specielt fokus på faldforebyggelse og en minimering af skader ved fald, herunder udvikling af hoftebeskytter og kraftabsorberende gulve.

Hvad der gør Stephen og hans kollegaers forskning helt unik, er dog deres brug af videooptagelser.

Mellem april 2007 og juni 2010 ledte de et observationsstudie på to plejecentre i British Columbia, hvor de havde installeret digitale videokameraer i fællesarealerne.

Studiet havde til hensigt at kaste lys over, hvad der skulle til for at designe en valid og effektiv faldforebyggelsesindsats til beboere på plejecentre.

I den tidsperiode studiet stod på, optog de 227 fald, fordelt på 130 beboere.

De kortlagde de hyppigste årsager til fald, som var ukorrekt vægtforskydning (41 %), skridt og snublefald (21 %) og slag og bump (11 %).

Kun 6 af faldene var glid (af etiske hensyn har man ikke kunne sætte kameraer op på beboernes stuer/badeværelser – havde man det, ville antallet muligvis se anderledes ud? – stopfald.dk).

Fald

Forskerne identificerende tre funktioner, som var associeret med den højeste proportion af fald.

Fremadrettet gang, stillestand og sætte sig.

Se nogle af deres videoer her

I nedenstående foredrag kommer Stephen desuden ind på en række andre biomekaniske faldstudier, de har fortaget. De har blandt andet undersøgt forhold og kraftdistribution ved fald på hoften.

Fald blandt unge vs. ældre

Stephen fortæller om, at fald på hoften blandt unge mennesker, kun sjældent førte til hoftebrud, da unge mennesker i højere grad involverer overekstremiteten. Han kommer også ind på at deres undersøgelser viser, at selv om et afværgeskridt ikke nødvendigvis forhindrer et fald, vil kraftpåvirkningen formindskes og han taler om hvor vigtig reaktionsevnen er for at forhindre et fald, samt hvor vigtig involvering af overekstremiteten er for at forhindre et hoved traume.

Stephen pointere at selvom knoglemineraltætheden er en stor determinant for hoftefraktur, er faldmekanismerne større. Han præsentere bland andet denne model.

Risikofaktorer for hoftefraktur ved et fald

1 SD formindskelse i knoglemineraltæthed =2-3 x øgning

Fald til siden = 6 x øgning.

Anslag direkte på hoften = 30 x øgning.

Kraftnedsættelse i underekstremiteten = 5 x øgning

Anslag på knæ eller hånd = 3 x mindskning

Kraftnedsættelse i overekstremiteten = 2 x øgning. Faldforebyggelse

Stephen fortæller også om deres forskning vedrørende hoftebeskyttere og kraftabsorberende gulve.

Du kan se foredrag her.

Balancing acts, safe landing responses, and impact dynamics: how to avoid injury in the event of a fall

Faldforebyggelse

PÅ STÅENDE FOD (2)

 

Fødder, fodtøj og bevægelighed over anklerne kan have betydning på risikoen for fald

Pas på dine fødder og de passer på dig

Lidelser i foden blandt ældre, kan være medvirkende årsag til fald og øget risiko for fald.

Nedsat bevægelighed over anklen, Hallux valgus , smerter i foden, nedsat sensibilitet under foden, samt nedsat styrke i anklens plantarfleksions muskulatur kan være forbundet med større risiko for fald.

Dette kan lede til inaktivitet, som på sigt i sig selv kan føre til større risiko for fald, men kan også gøre aktiviteten usikker på grund af smerter og dermed føre til fald.

Bevægelighed og styrke

Bevægeligheden og styrken over anklen nedsættes ofte med alderen og er af stor betydning for at kunne holde balancen og udføre hverdagens aktiviteter.

Nedsat styrke og kraftudvikling af anklens dorsal og plantarfleksions muskulatur  peger på at øge risikoen for fald, ligesom styrken i tæerne kan have en betydning.

Deformitet

Deformitet i foden kan skyldes artrose, forkert fodtøj, aldersmæssige samt genetiske forhold.

Hallux valgus, pes planus og pes cavus kan ændre trykket på foden og derigennem ændre fodens stilling og muskulaturens arbejdsforhold, så risikoen for fald øges ved gang.

Smerte, sensibilitet og stillingssans

Smerter i fødderne kan skyldes sårdannelse, knyster forårsaget af hallux valgus, ligtorne, og hælspore. Andre årsager kan være af iskæmiske og neurologisk karakter, ved eksempelvis diabetes og ødem.

De sidstnævnte årsager kan også føre til nedsat eller tabt taktilsans under fødderne. Dette kan føre til fald, da man ikke kan mærke ændringer i underlaget og kan forværres af dannelsen af hård hud under fødderne.

Noget peger desuden på at smerte og ødem kan ændre nervens evne til at rekruttere muskulaturens motorenheder i den optimale rækkefølge, hvilket vil kunne føre til ændret og/eller forsinket/forkortet muskulær reaktion og kraftudvikling.

Den proprioceptive sans i fødder og ben kan også være påvirket. Dette vil bevirke at man ikke kan fornemme anklens, benets og fodens stilling, som kan påvirke personens evne til at fornemme “sand” vertikal stilling og kan påvirke fodens afvikling under gang.

Fodtøj

En anden årsag til fald, er uhensigtsmæssigt fodtøj, eller mangel på fodtøj.

Ældre personer der færdes på bare fødder eller i strømpesokker er i øget risiko for at falde. En sko med en hæl på over 4, 5 cm. kan påvirke balancen og er forbundet med en øget risiko for fald.

Fodtøj med en høj, fast hælkappe, lav hæl og skridsikker flader både under sålen og inde i skoen, kan muligvis forebygge fald Blandt ældre personer ældre.

Denne viden, rejser spørgsmålet om hvorvidt der i større grad, skal tænkes tilbud om fodterapi ind i faldforebyggelsen?

Men også om der kan gøres mere for at gøre hensigtsmæssigt(og pænt?) fodtøj tilgængeligt?

Sidst bør det også nævnes sikkerhed i forhold til snørebånd. Jeg har oplevet at mennesker der ikke har nok bevægelighed  i hoften til at kunne komme ned at snøre skoen, har gigt eller sensibilitetstab i fingrene ikke snøre deres sko, eller snøre dem meget løst og jeg har set eksempler på fald og nær-ved-fald på grund af at personen tæder i et løst snørebånd.

Til personer der af forskellige årsager ikke kan snøre deres sko, kan man foreslå velkrolukning, silikonesnørebånd, eller spiralsnørebånd.

Ovenstående understreger at faldforebyggelse er multidimensionalt og bør være tværfagligt.

Et større fokus på træning af foden og anklens bevægelighed/styrke giver god mening og hvis du mangler inspiration til træningen kan du starte her.

 

image

Occupational therapy in the prevention and management of falls in adults – Practice Guideline from the College of Occupational Therapists

I indlægget om faldkongressen i Manchester nævnte jeg at der ville blive udgivet et sæt ergoterapeutiske retningslinjer fra College of Occupational therapy.

Retningslinjerne indeholder 3 temaer:

  1. Sikkerhed i hjemmet. Ergoterapeutens vurdering og intervention af risikofaktorer for fald forbundet med hjemmet hos personer i høj risiko for at falde samt svagtseende/synshandicappet personer.
  2. Forbliv aktiv. Reducering af frygt for fald, samt vurdering om dette hæmmer individets fysiske udfoldelse og finde en balance mellem risiko og aktivitet.
  3. Faldhåndtering. Gøre interventionen meningsfuld. Inkludering af individets egenopfattelse, personlige motivation og opfattelse af ressourcer. Øge deltagernes følelse af egenkontrol og integrering af styrke og balancetræning i hverdagsaktiviteter.

De er nu udkommet og du kan finde udgivelsen her.

Untitled Infographic (7)

Fald og risikoreducering blandt personer som lever med demens

Mennesker som lider af demens, er ifølge mine erfaringer, lige så forskellige som mennesker der ikke har demens.

Faren ved kun at rette sig efter et biomedicinsk paradigme er at man gør mennesker som lider af demens til en stor homogen gruppe. 

Derfor bevæger et indlæg som dette sig også på grænsen til en meget bred generalisering, som jeg håber man har i baghovedet når det læses.

En forebyggende indsats bør i højere grad skabes ud fra det individ som man forsøger at hjælpe.

Dette understreges særligt hos personer som lever med demens.

Generelt mangler der evidensbaseret viden, i forhold til at forebygge fald blandt personer som lever med demens, da mange studier om faldrisiko og forebyggelsestiltag, ekskludere mennesker med kognitiv svækkelse. De studier der foreligger på fald blandt personer med demens, variere desuden meget i forhold til kvalitet og intervention, hvorfor det også er svært at sammenholde data.

Der er dog konsensus om, at personer med kognitiv svækkelse har en øget risiko for fald i forhold til personer uden kognitiv svækkelse og derfor vil det være relevant at forske mere specifikt omkring, hvad der kan gøres for personer som lever med demens.

Undersøgelser har vist, at når en person, som lever med en demenssygdom, falder er der efterfølgende øget risiko for delirium.

Evnen til at komme sig efter et fald er lavere, sammenlignet med ældre personer uden demens og dette øger sandsynligheden for at personer som lever med demens, skal institutionaliseres. Dødeligheden efter et fald er også højere blandt mennesker som lever med demens.

Nogle kendte risikofaktorer for fald blandt personer som lever med demens:

  • Tidligere fald
  • Alder
  • Vandring
  • Forgiftningsreaktion af medicin
  • Antipsykotisk medicin
  • Ganghjælpemiddel
  • Gangdeficit
  • Depression
  • Parkinsonisme
  • Lewy body demens
  • Fremskreden demens
  • Dårlig belysning

Risikofaktorer som i nogen tilfælde også giver risiko for fald blandt personer med demens er:

  • Vagtskifte
  • Akut sygdom
  • UVI
  • Manglende fodtøj
  • Nattelig aktivitet

De studier der har undersøgt hvad der kan gøres for personer som lever med demens, kan virke nedslående, da de fleste risikofaktorer ikke kan påvirkes og personer der lider af demens, i mange tilfælde ikke er modtagelige for de gængse forebyggelsestiltag.

Et pilotstudie som baserer sig på en individualiseret indsats, opnåede en reduktion af fald på 32 % via en tilgang bestående af flere terapiformer kaldet ”Behavior-Based Ergonomic Therapy” (BBET).

BBET består af en lærings, personlig, kognitiv og adfærdsanalyseprofil formet omkring hver enkelte person. Terapiformen benytter et ressourcebibliotek med musik, video, spil og hukommelsesredskaber som kan skaber tryghed og stimulation på et individuelt plan. Resultatet virker lovende, men om det kan genskabes i andre settings med samme gode resultater må tiden vise.

Hvad kan der ellers gøres?

Dette studie indikerer, at en håndtering af orthostatisk hypotension og depression, samt et større fokus på fysisk aktivitet er de faktorer man kan arbejde med hos mennesker som lever med demens, og dette studie peger på at man måske mere bør arbejde med personalets opmærksomhed og holdninger.

I forhold til personalet, er det dog min egen erfaring at der mange steder gøres en stor indsats og ressourcerne er til stede, men at det lige så meget handler om nedskæringer og personalemangel.

På visse plejecentre har de gode erfaringer med at skabe såkaldte sikkerhedszoner, hvor personalet har frit udsyn til de personer som lider af demens og/eller der er hyppigere tilsyn.

Alt efter ressourcer og behov kan man overveje anslagsabsorberende gulve, hoftebeskytter og specielt fodtøj, hvilket dog også kommer an på det enkelte menneske.

Derudover kan man arbejde med belysning og kontraster, da demenssygdommen ofte påvirker det visuelle system.

Man kan arbejde med visuelle informationer, vejviser og påmindelser, enten i form af simpelt og tydelig skrift eller billeder/piktogrammer, så personer på eksempelvis senior- og plejecentre, bedre kan finde vej.

Der kan arbejdes aktivt med at minimere støj såsom nødkald, maskineri og høje lyde, for at mindske uro og angst.

En analyse af hvad der specifikt betyder noget for den enkelte persons liv, er også til stor nytte da man kan sørge for at specifikke emner af betydning er inden for rækkevide og man kan imødekomme behov og rutiner hos den enkelte person som kan nedbringe urolig vandring, frustration og forvirring.

Systematiseret støtte til at komme på toilettet, kan virke som en meget banal ting, men kan gøre en stor forskel, for de mennesker der ikke selv kan give udtryk for hvornår de skal på toilettet.

Sengens stilling er en anden ting man kan tænke i på et individuelt niveau.

Nogle mennesker finder stor ro i en sengehest der er slået op inklusiv sengehestbeskytter, da det kan skærme og berolige, så de får en mere rolig nattesøvn, mens det hos andre vil fungere lige modsat. Der er set talrige eksempler på at personer, har forceret en sengehest med det resultat at deres fald har været mere skadesvoldende end, hvis sengehesten var slået ned.

Generelt anbefales det da også at sengehesten er slået ned og sengen er kørt i laveste niveau eventuelt i kombination med stødabsorberende madras eller trædemåtte.

I de tilfælde hvor en sengehest er kontraindiceret, men hvor personen ligger uroligt, kan en hævet kant i form af skumgummi være en løsning, så personen ikke ruller ud af sengen under søvnen, men stadigvæk har mulighed for at stå ud af sengen i vågen tilstand.

Med hensyn til trædemåtten som ofte er sort, er det en god ide at lægge noget henover eksempelvis et tæppe, anskaffe sig et måttehylstre i en anden farve, da en sort trædemåtte vil kunne opfattes som et sort hul.

Hos nogle mennesker vil det, at hæve hovedgærdet også kunne give ro, da de kan orientere sig frit uden at skulle sætte sig op eller rejse sig.

En anden ting der vinder mere og mere ind, er kugledyner og kugleveste som kan berolige nogle personer med demens.

Flere ressourcer:

Dementia Services Development Centre DSDC har lavet nogle virtuelle rum som man kan orientere sig I og lade sig inspirere af i forhold til indretning målrettet mennesker som lider af demens. De virtuelle rum kan findes her.

En sammenfatning af den forskning der pt ligger på emnet kan findes her.

Alzheimerforeningen

Alzheimer’s Association National har lavet en side med gode råd  og guidelines i forbindelse med blandt andet  fald blandt mennesker som lider af demens

 

bgs-blog-banner3

British Geriatric Society’s 15. faldforebyggelse konference i Manchester UK. 8. September 2014

 

 

Farseeining

Første taler var Dr. Lorenzo Chiari PhD, som fortalte om hvad vi kan lære af de teknologiske muligheder.

Han er en del af Farseeining projektet, som indsamler og tolker data omkring fald via kropsbårne sensorer. Data bliver indsamlet via en række forskellige sensorer og smartphones over hele Europa og er på nuværende tidspunkt verdens største database for faldregistrering.

Fordelen ved sensorer er ifølge Lorenzo, at de giver en  objektiv viden om faldet, som ikke kan opnås ved simuleret fald eller interview.

Han præsenterede den læringscyklus som danner basis for Farseeing, hvor man indsamler data via observation – fortolker data til information – ud fra informationen får man viden man kan planlægge ud fra – med henblik på at forebygge.

Projektet skal køre frem til 2015 og ud fra den indsamlet data som er blevet standardiseret og danner basis for en ny model for faldfaser.

PRE-FALD – FALD – ANSLAG – HVILE – RESTITUTION.

Da sensorerne er i stand til at give et præcist billede af et fald og hvilken aktiviteter der går forud for et fald, giver det også mulighed for at stille nye faldrisikosalgoritmer op.

Lorenzo beskrev faldforebyggelsesfeltet, som håbløst bagud, når det kommer til risikovurderingsværktøjer, sammenlignet med andre medicinske felter som kredsløbssygdomme, diabetes og bryst og tarmkræft.

Via Farseeings dataindsamling har de  designet et online risikovurderingsværktøj, som ifølge Lorenzo  er bedre end hvad der ellers findes og med tiden vil blive endnu mere præcist, som mere data bliver tilgængeligt.

Lorenzo beskrev at de nu skulle i gang med at kigge på faldfasemodellen.

  • I PRE-FALD og FALD  er målet at indsamle kontekstbaseret data samt data om skridtafvikling og afværgestrategi.
  • I ANSLAG vil de indsamle data om landing i relation til anslag.
  • I HVILE vil de se på post fald reaktioner og i RESTITUTION vil de samle data omkring konsekvenser og strategier.

Fremadrettet ser man mulighederne for at kunne samkøre data fra sensorerne med patientjournaler og blandt andet telemedicinske foranstaltninger, samt at benytte sig af sensorenes muligheder for at registrere biosignaler.

Dermed kan man skabe en række faldmodeller som inddrager adfærd, omgivelser, samt fysisk og kontekstbaseret profilering – og udfra dette handle proaktivt.

Lorenzos konklusioner:

Teknologiske løsninger fostre en hastig stigende viden omkring fald og forebyggelse.

En ny generation af administrations- og registreringssystemer forventes inden for et til to år.

Hver dag får vi mere viden om fald, men vi er ikke i mål endnu.

At arbejde som et fælles samfund på tværs af projekter og organisationer er essentielt og fundamentalt for udvikling og indsamling af brugbar viden i faldforebyggelsen.

Bedre viden omkring fald og omstændigheder vil i fremtiden kunne bidrage til at skabe bedre forebyggelsesinterventioner.

Faldscreening

Næste taler på podiet var Professor Lillemor Lundin Olsson.

Hendes oplæg handlede meget apropos om brug og misbrug af faldscreeningsværktøjer, med udgangspunkt i hospital og plejesektoren.

Hun fortalte at de gængse screeningsværktøjer – STRATIFY og Morse Fall Scale ifølge en række systematiske reviews, ikke er dokumenteret bedre til at forudsige faldrisiko, sammenlignet med trænet personales vurdering

Lillemor henviste også til et studie (Meyer et al. 2009, Age Ageing), som konkludere at sygeplejersker skal undgå brugen af screeningsværktøjer, da det ikke har nogen klinisk konsekvens ud over af spilde værdifuld sygeplejetid.

Lillemor fortalte, at selv manden bag STRATIFY i 2008, havde skrevet en kommentar til en artikel hvor han rejser spørgsmålet om det er på tide at stoppe/begrænse brugen af screeningsværktøjer.

Lillemor, mente at ved at italesætte fald og risiko for fald, samt at dele denne viden med kollegaer, i kombination med at sygeplejerskerne fik mandat til at vurdere faldrisikoen, gjorde screeningsværktøjer overflødige og kunne samtidig bringe faldraten ned, hvilket hun henviste til via et par studier.

Fordelen ved at personalet(fysioterapeut/sygeplejerske) laver risikovurderingen er at fluktuationer i helbredsstatus og døgnændringer/variation kan tænkes ind i vurderingen og den kliniske ræssonering fortsætter sideløbende med patientens status.

Alt sammen noget et screeningsværktøj ikke kan.

Hun nævnte at de afdelinger, hvor der ikke var en kultur omkring at tale om fald og faldrisiko, havde en større faldrate, sammenlignet med afdelinger hvor personalet bragte det i fokus.

Lillemor fortalte at hospitals og plejehjemsafdelinger rundt om havde et ressourceværktøj i form af sygeplejerskens kliniske viden, men ofte ikke blev fuldt udnyttet.

Et sted man kunne starte sin faldforebyggelse, var ved at verbalisere sine observationer og derfra bruge dem til at træffe beslutninger.

Lillemor sluttede af med budskabet om at faldforebyggelse på hospital og på plejehjem ikke skulle ses som en isoleret indsats, men som beliggende lige midt i den gode plejeindsats.

Ergoterapi

Næste taler var Dr. Kate Robertson som talte om hendes og kollegaers udarbejdelse af nogle retningslinjer til ergoterapeuter der beskæftiger sig med faldforebyggelse.

Fordelene ved  kliniske retningslinjer er ifølge Kate,

Kvalitetssikring.

Øget outcome for patienterne.

En sikring af konsistens.

En forbedring af patients muligheder for at træffe informeret valg angående deres pleje/behandling.

En understøttelse af implementeringen af den evidensbaseret praksis.

At kunne influere den offentlige politik.

Fordelene ved de kliniske retningslinjer i forhold til professionsudøvelse er:

  • At sikre integrationen af klinisk ekspertise med forskningsbaseret evidens.
  • At retningslinjerne definere anbefalingerne for praksis.
  • At retningslinjerne kan styrke den professionelle identitet hos ergoterapeuter og ergoterapifaget som helhed.

I arbejdet med retningslinjerne søgte man først og fremmest svar på spørgsmålet: hvad foreligger der af evidens for at benytte ergoterapi til forebyggelse og håndtering af fald blandt voksne personer?

Man fandt 57,6 % af evidensen i relation til spørgsmålet var af høj til moderat kvalitet.

De fleste af studierne fokuserede på ældre mennesker og ekskluderede personer med kognitive dysfunktioner.

Størstedelen af studierne omhandlede undersøgelse og intervention vedrørende faldrisiko i hjemmet og de omkringliggende omgivelser.

I arbejdet med at formulere retningslinjerne, lå fokus på at disse skulle være baseret på evidens med styrke, kvalitet, kvantitet og konsistens.

Retningslinjerne skulle have fokus på objektivitet og klarhed i forhold til om anbefaling er baseret på forskning  eller ekspert mening og udsagn.

Retningslinjerne indeholder 3 temaer:

  1. Sikkerhed i hjemmet. Ergoterapeutens vurdering og intervention af risikofaktorer for fald forbundet med hjemmet hos personer i høj risiko for at falde samt svagtseende/synshandicappet personer.
  2. Forbliv aktiv. Reducering af frygt for fald, samt vurdering om dette hæmmer individets fysiske udfoldelse og finde en balance mellem risiko og aktivitet.
  3. Faldhåndtering. Gøre interventionen meningsfuld. Inkludering af individets egenopfattelse, personlige motivation og opfattelse af ressourcer. Øge deltagernes følelse af egenkontrol og integrering af styrke og balancetræning i hverdagsaktiviteter.

Kate sluttede af med at understrege vigtigheden af at faldforebyggelsen skulle give mening og være individets præmisser, og fortalte i den forbindelse om at hun på et tidspunkt havde været ude hos en ældre mand der havde fortalt hende ”husk nu på at, jeg har været i din alder, men du har ikke været i min”.

Retningslinjerne udkommer i jan 2015

Udvikling vs. forskning

Næste indslag var en debat mellem Dr. Jonathan Tremel og Professor Stephen Lord omkring kvalitetsudvikling vs. forskning.

Man fik indtrykket af at hele debatten var sat lidt på spidsen, og mange af kommentarerne blev også udtalt med et glimt i øjet.

Jonathan lagde ud med et oplæg om at kvalitetsudvikling i faldforebyggelsen var af større betydning end forskning i faldforebyggelsen.

Jonathan anderkendte dog at der var et vist overlap mellem de to felter, men anså faldforebyggelsen som en meget kompleks størrelse, som ikke lod sig løse alene via forskning.

Hans hovedbudskab var, at der til et hvert komplekst problem også skal findes en kompleks løsning, hvad der virker i laboratoriet, virker ikke nødvendigvis ude i praksis og hvad der virker et sted i praksis, virker ikke nødvendigvis et andet sted i praksis.

Jonathan gik videre til spørgsmålet om hvad kvalitet så betød, hvilket ifølge ham kom an på konteksten.

I industrien handler det op produktoptimering.

I organisationen handler det om øget effektivitet.

I sundhedssektoren handler det om at mindske forebyggelig mortalitet og morbiditet.

Fald kan anskues som en konsekvens af et medicinsk problem som kan lade sig behandle og/eller en mangel/fejlslagen sikkerhedsprocedure.

Jonathan mente at faldforebyggelsen skal ses i lyset af, hvordan et samfund passer på sine svageste – som afspejler hele samfundet, og hvordan sundhedsystemet behandler de skrøbligste patienter – hvilket afspejler hele sundhedsystemet.

Fald er markør på skrøbelighed, så kvaliteten af faldforebyggelsen må derfor være en markør på kvaliteten og holdningen i hele sundhedsystemet og samfundet.

Jonathan kom derefter ind på kvalitetsudvikling vs. kvalitetssikring og forskningens rolle.

Man kan kun forbedre og udvikle noget man kan måle, men ”at veje en gris gør den ikke federe. ”

Kvalitetsikring handler ifølge Jonathan mere om fejlfinding, bebrejdelse, retrospekte og reaktive handlinger baseret på måling, som sjældent føre til egentlige forbedringer.

Udvikling handler derimod om en proaktiv proces, ud fra et oprigtigt ønske om at forbedre noget og med fokus på en lokal og praksisnær relevans.

Forskning tager tid, undersøger et snævert felt, kræver mange ressourcer og kun få er i stand til at udføre det, mens kvalitetsudvikling kan og allerede bliver udført af de fleste.

Jonathan stillede derefter spørgsmålet – hvad har forskningen så gjort for os?

Udover at belyse epidemiologi og patologi i relation til fald og faldrisiko, mener Jonathan ikke at den forskning der pt. er tilgængelig kan bruges til særlig meget og at der ikke er præsenteret særligt gode resultater, hvorimod kvalitetsudvikling ifølge Jonathan ser mere lovende ud.

Her nævnte Jonathan et par eksempler som ( https://www.rcplondon.ac.uk/projects/fallsafe) og NHS Greater Glasgow & Clyde Osteoporosis and Falls Services (http://www.nhsggc.org.uk/content/default.asp?page=home_ofps)

Jonathan sluttede af med bemærkningen om at såfremt man er i tvivl om kvalitetsudvikling er bedre end forskning, kan man jo passende udføre et randomiseret studie:-)

Så var det Professor Stephen Lords tur.

Ikke overaskende var han fortaler for mere forskning, ud fra forudsætningen om at forskningen som regel rejser flere spørgsmål end den besvarer og ofte er fuld af paradokser.

Stephen var af den holdning, at det kunne være godt det samme, hvis man forsøgte at kvalitetsudvikle på noget der ikke var undersøgt til bunds.

Han gav et par eksempler på hvorfor der var brug for mere forskning som eksempelvis træning, hvilket der er evidens for kan forebygge fald.

Problemet er dog at træningen ikke har været standardiseret og derfor reelt ikke lader sig sammenligne på tværs af studierne.

Et andet eksempel var evidensen for at operere mod grå stær. Der var evidens for at førstegangs operation på et øje kunne bringe faldrate og risiko ned. Men andre studier påpegede dog at personer der efterfølgende fik opereret det andet øje inden for to år, øgede deres risiko for at falde sammenlignet med de personer der ventede over to år.

Stephen kom derudover med eksempler på forskning der pegede i forskellige retninger, som eksempelvis at nogen studier påpegede at træning som enkelt intervention var effektivt til at reducere faldrisiko, mens andre studier kom frem til at der skulle en multifaktorel intervention til.

Det samme gjorde sig gældende med evidensen for D-vitamin som strittede i forskellige retninger og nævnte at der snart blev foretaget flere systematiske gennemgange af effekten af D-vitamin, end egentlige studier.

Stephens Lords pointe var, at kvalitetsudvikle på noget som ikke er belyst ordentligt ikke vil føre til nogen forbedring.

Workshop

Derefter var der det blevet tid til workshop, hvor jeg havde valgt en workshop om hvordan træning og strategier til mennesker med frygt for fald kunne gribes an.

Workshoppen var baseret på en undersøgelse, hvor man havde brugt gradueret tilvænning og gradueret aktivitet(kendt fra smertehåndtering blandt mennesker med kroniske smerter) til ældre med frygt for at falde.

Konferencen sluttede af med en masse små præsentationer omkring ny teknologi og pilotstudier.